Den globale spredning af COVID-19 berører os alle.

Det er vigtigt for HAE Scandinavia, at alle vores medlemmer har det godt og er sunde og raske. Vi har derfor bedt vores sundhedseksperter om deres vurdering, når det gælder COVID-19 og den sundhedsrisiko, som personer med HAE eller en anden form for angioødem kan støde på.

COVID-19 er en ny virus og lægerne har meget lidt erfaring i forhold til HAE og andre former for angioødem. Ikke desto mindre har vores læger fortalt os, at HAE (type I/II og normal C1-inhibitor) samt andre former for tilbagevendende angioødem IKKE øger:

  1. Risikoen for at blive smittet med COVID-19, og heller ikke
  2. Sværheden af symptomer (sygdomsforløb) hvis man er smittet.

Husk dog, at alle slags infektioner kan udløse et anfald. Det er derfor vigtigt, at man husker at tage sin medicin som aftalt med lægen – og at man holder sine recepter opdaterede.

For ikke at ødelægge logistikken omkring levering af medicin til HAE-patienter i Skandinavien – beder vi alle om IKKE at hamstre HAE medicin. Der er ikke rapporteret nogen mangel på medicin – og det er VIGTIGT, at vi alle er solidariske og undlader hamstring.

Hvis du lider af andre diagnoser end HAE, er det naturligvis vigtigt, at du undersøger om der er øgede COVID-19 risici forbundet hermed.

Husk at følge sundhedsmyndighedernes anbefalinger, som inkluderer ofte og grundig vask af hænder (eller afspritning), holde afstand og undgå forsamlinger, samt undgå rejser.

Kontakt din HAE-læge hvis du har spørgsmål.

Pas godt på jer selv og hinanden – og forbliv sunde og raske!

 

Mange hilsner
HAE Scandinavia